Indhold
-
Joomla sikkerhed: sådan beskytter du din hjemmeside
- Joomla-sikkerhed starter med gode rutiner
- Start med den rigtige Joomla-version
- Opdater også extensions og templates
- Brug stærke logins og multi-factor authentication
- Begræns brugerrettigheder
- Sørg for en solid backup-strategi
- Vælg hosting med sikkerhed i fokus
- Brug HTTPS på hele sitet
- Ryd op i gamle brugere, filer og testmiljøer
- Beskyt administratorområdet
- Overvej en sikkerheds-extension
- Hold øje med tegn på problemer
- Hvad gør du, hvis Joomla-siden er hacket?
- Joomla sikkerhed som løbende rutine
- Rettidig omhu - bør være din guide
Joomla sikkerhed: sådan beskytter du din hjemmeside
Joomla er et sikkert og gennemprøvet CMS, men ingen hjemmeside er sikker alene, fordi systemet i sig selv er solidt. Sikkerhed handler i praksis om vedligeholdelse, gode vaner og de valg, man træffer omkring hosting, opdateringer, brugere, extensions og backup.
Derfor bør Joomla-sikkerhed ikke ses som én enkelt indstilling eller én bestemt extension. Det er en samlet driftstankegang. En Joomla-side kan være teknisk opdateret og stadig være sårbar, hvis der bruges svage adgangskoder, gamle extensions eller ingen fungerende backup.
I min erfaring er svage adgangskoder en af de største årsager til hacking på Joomla-sites. Når der først er styr på det basale, er Joomla til gengæld utroligt sikkert. I de sidste 20+ år har ingen af de sites, jeg har bygget, været hacket, netop fordi sikkerhed blev prioriteret fra starten.
I denne guide gennemgår vi de vigtigste områder, du bør have styr på, hvis du vil beskytte din Joomla-hjemmeside.
Joomla-sikkerhed starter med gode rutiner
Opdateringer
Hold Joomla, extensions og templates opdateret, så kendte sikkerhedshuller ikke bliver liggende åbne.
Stærke logins
Brug unikke adgangskoder, password manager og multi-factor authentication til alle vigtige brugere.
Backup
En backup er kun værdifuld, hvis den både bliver taget, gemt sikkert og testet.
Oprydning
Fjern gamle brugere, extensions, templates, testmiljøer og filer, der ikke længere bruges.
Start med den rigtige Joomla-version
Det første og mest grundlæggende sikkerhedsråd er også et af de vigtigste: hold Joomla opdateret.
Når Joomla udgiver nye versioner, handler det ikke kun om nye funktioner. Opdateringer indeholder ofte fejlrettelser, sikkerhedsforbedringer og ændringer, der gør systemet mere stabilt. Jo længere tid et Joomla-site kører på en gammel version, desto større er risikoen for, at kendte sårbarheder kan misbruges.
I Joomla 6 er det blevet endnu lettere at holde kernen opdateret, fordi systemet understøtter automatiske core-opdateringer. Det betyder, at Joomla selv kan sørge for at installere nye opdateringer, så du ikke manuelt skal holde øje med hver eneste mindre release.
Min anbefaling er, at langt de fleste almindelige Joomla-sites bør have auto-opdatering slået til. Hvis du driver et standard website uden omfattende specialudvikling, er risikoen ved at køre på gamle versioner som regel større end risikoen ved automatisk at få installeret nye sikkerheds- og vedligeholdelsesopdateringer.
Sådan aktiverer du auto-opdateringer i Joomla 6
Auto-opdatering håndteres via Joomla’s opdateringsfunktioner og tilhørende system-plugin. I praksis skal du sikre, at funktionen er slået til, og at sitet må installere core-opdateringer automatisk.
Du kan typisk kontrollere det her:
System → Plugins
Søg efter Joomla’s opdaterings- eller auto-update-plugin, og sørg for, at det er aktiveret. Derefter bør du kontrollere indstillingerne under Joomla Update-området i administratoren, hvor du kan se, hvilken opdateringskanal sitet bruger, og hvordan opdateringer håndteres.
På de fleste almindelige sites giver det mening at bruge den stabile standardkanal og lade Joomla installere mindre vedligeholdelses- og sikkerhedsopdateringer automatisk.
Hvis du har et website med mange specialtilpasninger, egne overrides, komplekse integrationer eller forretningskritiske funktioner, bør du dog teste opdateringer i et stagingmiljø først, før de lægges ud på live-sitet.
Opdater også extensions og templates
Mange sikkerhedsproblemer på CMS-websites opstår ikke i selve Joomla-kernen, men i de extensions og templates, der er installeret omkring den. Det er også derfor, sikkerhed ikke kun handler om at holde Joomla opdateret, men om hele det økosystem, du bygger dit website med.
Extensions og templates er en stor del af Joomla’s styrke, men hver installation tilføjer også ny kode. Derfor bør du vælge med omtanke og løbende rydde op i det, du ikke længere bruger.
Hent kun fra kilder du stoler på
Start med Joomla Extensions Directory, som er Joomla-communityets officielle katalog over extensions. Undgå tilfældige downloads, især “gratis” versioner af betalte extensions fra ukendte websites.
Vælg extensions der bliver vedligeholdt
Se på mere end funktionerne. Tjek om løsningen stadig opdateres, passer til Joomla 6, og om udvikleren tilbyder dokumentation eller support.
Fjern det du ikke bruger
Hvis en extension ikke længere bruges, bør den fjernes helt. Gamle extensions, ubrugte templates og efterladte filer kan stadig udgøre en risiko.
Brug stærke logins og multi-factor authentication
Det starter med noget simpelt: undgå standardbrugernavne som “admin”, og brug stærke, unikke adgangskoder. Joomla’s egen sikkerhedstjekliste anbefaler blandt andet at ændre standard administratorbrugeren, fordi det fjerner en af de oplysninger, en angriber ellers kan gætte sig frem til.
Jeg anbefaler altid, at adgangskoder til Joomla administrator har minimum 12 tegn. De bør indeholde både store og små bogstaver, tal og mindst ét specialtegn. Jo længere og mere uforudsigelig adgangskoden er, desto sværere bliver den at gætte eller knække med automatiserede angreb.
Et eksempel på en god adgangskode er ikke et ord, man selv kan huske, men en tilfældig kombination, som gemmes sikkert i en password manager. Du kan for eksempel bruge Google Password Manager, Bitwarden eller 1Password til at generere og gemme stærke adgangskoder sikkert.
Det vigtigste er, at adgangskoden er unik. Brug aldrig den samme adgangskode til Joomla, mail, webhotel og andre tjenester.
Men adgangskoder alene er ikke nok. For administratorbrugere bør du også aktivere multi-factor authentication. Det betyder, at login kræver et ekstra trin ud over adgangskoden, for eksempel en kode fra en app. For virksomheder bør multi-factor authentication være standard for alle brugere med adgang til vigtige dele af sitet.
Begræns brugerrettigheder
Ikke alle brugere skal have adgang til alt.
Joomla har et stærkt rettighedssystem, hvor du kan arbejde med brugergrupper, adgangsniveauer og tilladelser. Det kan virke lidt komplekst i starten, men det er en af de ting, der gør Joomla velegnet til professionelle websites.
Et godt sikkerhedsprincip er, at brugere kun skal have de rettigheder, de faktisk har brug for.
En redaktør, der kun skal skrive og redigere artikler, bør ikke have Super User-adgang. En ekstern samarbejdspartner bør ikke have adgang til globale systemindstillinger. Og gamle brugerkonti bør fjernes eller deaktiveres, når de ikke længere bruges.
Det handler ikke om mistillid. Det handler om at begrænse konsekvensen, hvis en konto bliver kompromitteret.
Kort sagt: Det er kun den person, der arbejder med hele systemet, der skal have superbruger-adgang. Alle andre bør have begrænset adgang.
Sørg for en solid backup-strategi
Backup er ikke spændende, før du står og mangler den.
Et Joomla-site bør altid have en backup-strategi, der dækker både filer og database. Det er ikke nok, at webhotellet “nok tager backup”. Du bør selv have adgang til backups, og de bør gemmes et sted, der ikke kun er på samme server som hjemmesiden.
Azerocloud ApS/CloudNordic-sagen fra 2023 er et godt eksempel på, hvorfor backup bør tænkes som flere lag. Pointen er ikke, at man ikke kan bruge hostingfirmaets backup, men at man ikke bør være afhængig af kun én backupkilde.
De fleste webhoteller har backup i en begrænset periode, ofte omkring 30 dage. Det er nyttigt, men det er ikke altid nok ved hacking. Hvis en angriber har haft adgang i længere tid, kan backup-rotationen hos webhotellet allerede indeholde den inficerede version af sitet.
-
Hvor ofte bliver der taget backup?
Frekvensen bør passe til, hvor ofte sitet ændres. -
Hvor bliver backup gemt?
Gem gerne backup eksternt eller lokalt, ikke kun på samme server. -
Har du testet gendannelse?
En backup, der aldrig er testet, er mere en forhåbning end en sikkerhedsstrategi.
Akeeba Backup
Akeeba Backup er en klassisk Joomla-løsning til komplette backups og gendannelse.
GigaBackup
GigaBackup er et nyere alternativ med fokus på en mere strømlinet backupoplevelse.
Vælg hosting med sikkerhed i fokus
Hosting er en undervurderet del af Joomla-sikkerhed.
Et godt Joomla-site kan blive svækket af et dårligt servermiljø. Forældede PHP-versioner, svag isolering mellem konti, manglende firewall, dårlige backups eller langsom patching kan skabe problemer, selvom Joomla-installationen i sig selv er opdateret.
Du bør derfor vælge hosting, der understøtter moderne PHP-versioner, HTTPS, serverbaseret sikkerhed, ordentlige backups og hurtig adgang til support. Hvis du driver en vigtig virksomhedsside, bør hosting ikke vælges udelukkende efter laveste pris.
Det handler ikke kun om sikkerhed, men også om drift. En god hostingpartner gør det lettere at holde sitet hurtigt, stabilt og sikkert over tid.
Brug HTTPS på hele sitet
HTTPS er i dag en grundlæggende del af enhver professionel hjemmeside. Det beskytter forbindelsen mellem brugeren og serveren, så data ikke sendes ukrypteret, og det fungerer samtidig som et vigtigt tillidssignal.
Før du slår HTTPS til i Joomla, skal du sikre dig, at det er sat korrekt op på serverniveau. Det kræver et SSL/TLS-certifikat på domænet, og det er typisk noget, du enten aktiverer i dit webhotels kontrolpanel eller får din hostingudbyder til at hjælpe med.
Mange webhoteller tilbyder i dag gratis certifikater, ofte via Let’s Encrypt.
Sådan slår du HTTPS til i Joomla
Når certifikatet virker på serveren, kan du håndhæve HTTPS i Joomla administratoren.
Gå til:
System → Global konfiguration → Server
Find indstillingen Force HTTPS og sæt den til Entire Site / Hele sitet. Gem derefter ændringen.
Hvis du bruger Cloudflare eller en anden proxy/CDN-løsning, skal du sikre dig, at HTTPS også er korrekt sat op dér. Ellers kan du risikere redirect-fejl, hvor siden forsøger at sende brugeren frem og tilbage mellem HTTP og HTTPS.
Det vigtigste er, at der kun findes én korrekt version af dit website. Brugeren skal altid lande på den sikre HTTPS-version, og søgemaskinerne skal ikke være i tvivl om, hvilken version af siden der skal indekseres.
Ryd op i gamle brugere, filer og testmiljøer
Mange sikkerhedsproblemer opstår ikke på grund af avancerede angreb, men fordi gamle ting bliver liggende.
Det kan være en gammel testinstallation, en glemt administratorbruger, en backup-fil i public_html, en tidligere extension eller et gammelt template, der ikke længere bruges.
Derfor bør oprydning være en del af den løbende drift.
-
Brugere og adgangsniveauer
-
Installerede extensions
-
Templates
-
Gamle backups
-
Testmapper
-
Ubrugte filer på serveren
Beskyt administratorområdet
Joomla’s administratorområde er et oplagt mål, fordi det er her, man kan ændre hele hjemmesiden.
Derfor giver det god mening at beskytte login ekstra. Det kan blandt andet gøres med multi-factor authentication, stærke adgangskoder, begrænsning af Super User-konti og eventuelt ekstra beskyttelse via en sikkerheds-extension.
Nogle vælger også at begrænse adgang til administratoren via IP eller ekstra serverbeskyttelse. Det kan være en stærk løsning, men det passer ikke til alle. Hvis flere redaktører arbejder fra forskellige steder, kan det hurtigt blive upraktisk.
Det vigtigste er at finde en balance, hvor sikkerheden styrkes uden at gøre hverdagen unødvendigt besværlig.
Overvej en sikkerheds-extension
Joomla kan meget selv, men en sikkerheds-extension kan gøre det lettere at samle flere sikkerhedstiltag ét sted.
Admin Tools er et kendt eksempel i Joomla-verdenen. Det kan blandt andet hjælpe med firewall-regler, beskyttelse af administratorområdet, filkontrol og forskellige sikkerhedsindstillinger.
Men en sikkerheds-extension bør ikke ses som en erstatning for almindelig vedligeholdelse. Den kan hjælpe, men den kan ikke redde et site, der kører på gamle extensions, svage adgangskoder og ingen backup.
Se den som et ekstra lag — ikke som hele sikkerhedsstrategien.
Hold øje med tegn på problemer
Sikkerhed handler ikke kun om forebyggelse. Det handler også om at opdage problemer hurtigt.
Hvis dit site pludselig bliver langsomt, sender mærkelige redirects, får ukendte brugere, viser fremmed indhold eller begynder at rangere på mærkelige søgeord, bør du reagere med det samme.
-
Ukendte administratorbrugere
-
Ændrede filer
-
Spamindhold
-
Mærkelige redirects
-
Advarsler i Google Search Console
-
Pludseligt fald i trafik
Hvad gør du, hvis Joomla-siden er hacket?
Hvis du mistænker, at dit Joomla-site er kompromitteret, er det vigtigt ikke bare at slette tilfældige filer og håbe på det bedste.
Start med at tage en kopi af sitet, så der er noget at analysere. Skift adgangskoder til Joomla, hosting, database, FTP/SFTP og relevante tredjepartsværktøjer. Gennemgå brugere, extensions og filer. Tjek Google Search Console for sikkerhedsadvarsler, og undersøg serverlogs, hvis du har adgang til dem.
I mange tilfælde er den sikreste løsning at gendanne fra en ren backup og derefter opdatere Joomla, extensions og adgangskoder. Hvis du ikke ved, hvor angrebet kom fra, risikerer du ellers, at siden bliver kompromitteret igen.
Her bør man ikke være for stolt til at få hjælp. Et hacket website kan skade både kunder, omdømme og synlighed i Google.
Joomla sikkerhed som løbende rutine
Den bedste sikkerhedsstrategi er ikke den mest dramatiske. Det er den, der bliver fulgt.
For de fleste Joomla-sites handler god sikkerhed om faste rutiner: opdateringer, backup, brugeroprydning, adgangskontrol og løbende kontrol af extensions. Hvis de ting bliver gjort konsekvent, er man allerede langt bedre stillet end mange andre websites.
Tjek Joomla-opdateringer
Sørg for, at kernen er opdateret, og at auto-opdateringer er konfigureret korrekt.
Tjek extension-opdateringer
Gennemgå især extensions, templates og plugins, der har adgang til formularer, login eller filer.
Kontrollér backup
Se om backup faktisk kører, og test gendannelse med jævne mellemrum.
Gennemgå brugere
Fjern gamle konti, begræns rettigheder og kontrollér Super User-adgang.
Se efter fejl i Search Console
Hold øje med sikkerhedsadvarsler, crawlfejl og mærkelige ændringer i synlighed.
Fjern det, der ikke bruges
Ryd op i filer, testmapper, gamle backups og udvidelser, der ikke længere har en funktion.
Rettidig omhu - bør være din guide
Joomla-sikkerhed handler mest om ansvarlig drift og rettidige forholdsregler.
Når Joomla er opdateret, korrekt konfigureret og kombineret med gode rutiner, er det et stærkt og sikkert CMS. Men sikkerheden afhænger af, hvordan systemet bliver brugt.
Hvis du arbejder professionelt med din hjemmeside, bør sikkerhed derfor ikke være noget, du først tænker på, når noget går galt. Det bør være en naturlig del af den måde, du driver og vedligeholder dit Joomla-site på.
En sikker Joomla-side er ikke bare sværere at angribe. Den er også lettere at stole på, lettere at vedligeholde og mere stabil på lang sigt.